Tønder Skakklub

Aktuelle links:    Holdturneringen, GrandPrix  Grenzturneringen,  Klubturneringen    

Sponsorer - Kalenderen -  Billeder -  Partier-  - Links

----------  seneste nyt !  ----------

Lørdag den 4. febr. afvikledes de 5 sidste runder i holdturneringens juniorrække ved et stævne i Haderslev. Efter de 5 første runder lå Tønder på en tredjeplads 3½ points efter Haderslev, men det forspring blev indhentet i dag, så slutstillingen blev: 1. Bov 34 points, 2.-3. Tønder og Haderslev begge 23½ points og begge 12 matchpoints, 4. Vojens 19, 5.-6. Ribe og Bov2 begge 9½ points. I de første 5 runder stillede Tønder således op: Martin Lorenzen, Kristian Lorenzen, Finja Dietz, Svenja Dietz.  I dag så det således ud: Noah Leolivinius, Martin Lorenzen, Kristian Lorenzen og Svenja Dietz.  Noah og pigerne Finja og Svenja bor i Leck. Flere detaljer følger senere.  (4. febr) 

SEMT 2012: I aftes spilledes 2. runde i kampen om det sønderjyske mesterskab. Helge Andersen vandt over Hansjørgen Clausen, Gråsten, - en lille smule heldigt iflg Helge selv. Helge fører nu med 2 points foran Jens Nording, Alssund, og Bent Bojsen, Gråsten, der begge har 1½. (1. febr) 

Mandag den 30. jan. gav starten på klubturneringen. Selv om det ikke gik lige let alle vegne, så blev det favoritternes aften: Peter Jordt – Christian Karstensen 0-1, Kristian Lorenzen – Jens Carl Pedersen 0-1 og Richard Knott – Martin Lorenzen 1-0.  Partiet Kaj Elkjær Larsen – Eivind Palm er udsat.  – På grund af den udsatte holdkamp for Tønders andethold bliver der også næste gang et par udsatte kampe. (30. jan) 

Søndag den 29. jan. var der holdkamp i mester-1 for vort førstehold: Springeren2, Kolding – Tønder 4-4  efter enkeltresultaterne: Jens Ingemann Madsen – Helge Andersen  ½-½ (lige spil hele vejen), Åge MunksgårdChristian Karstensen  ½-½ (vist et parti med skiftende fordele), Joachim Knudsen – Eivind Palm 1-0 (Eivind mistede tidligt en officer, men havde en kort overgang modspil), Richard Ebbesen – Niels Falsig  ½-½ (iflg Richards computer et fair resultat), Karsten Foli – Micha Pudlo 1-0 (lidt ærgerligt, Micha havde længe den klart bedste stilling), Bent Samuelsen – Erik Damholdt  ½-½ (Erik havde vistnok fordel, men tabte overblikket), Hans N. Paulsen – Peter Jordt  0-1 (Peter vandt tidligt en kvalitet og øgede trykket indtil der afvikledes til et vundet slutspil), Michael Madsen – Asger Olesen  0-1 (en lige stilling ret længe, men Asger fik det drejet ind i et slutspil, hvor han var helt dominerende). Tønder var svækket i toppen, men havde alligevel forventet lidt mere – og egentlig også fortjent det. Kursen er dog fortsat rettet mod divisionsskak næste år! – De øvrige resultater: Esbjerg2 – Haderslev2 5-3  Evans3 – Horsens 3½-4½ og Kolding – Gråsten 4-4. I ”vor” 2. division er det gået hedt til i dag: SK1968-3 – Haderslev 1-7, Ribe – Silkeborg 1-7, Springeren – Varde 5½ - 2½ og Evans-2 – Viby 4-4.  (29. jan, 30. jan.) 

Klubturneringen starter med 1. runde på mandag. Der er kun 8 tilmeldte denne gang. Turneringsplanen kan ses her. (28. jan) 

Holdturneringen synger på sidste vers. Der er kun få kampe tilbage i sekundarækkerne, herunder B-rækken for Tønder2 og Tønder3, og der mangler kun 3 runder for førsteholdet i mesterrækken. Hvis man er træt af at studere stillingerne i de klodsede skemaer på 4hk-siden, kan man med fordel anvende Googles browser Google Crome, der giver pæne diagrammer. En lidt forvansket smagsprøve her. (26. jan)  Jørgen Nielsen, Ribe, fortæller, at de pæne diagrammer også kan fås i de nyere udgaver af Explorer: Man skal klikke på de to prikker oppe i bjælken for dermed at gå over i en ældre udgave af Explorer – og så er tabellerne rigtig fine. Tak, Jørgen!  (28. jan) 

Torsdag den 26. jan. bød på 5. og tredjesidste afdeling af TønderGrandPrix. Kun 4 mødte op til djævleskak, der blev afviklet som en dobbeltrundet alle-mod-alle. Eivind Palm og Erik Damholdt sluttede lige med 4 points hver foran Niels Falsig med 3. Der måtte 4 partier til i den  obligatoriske lyn-omkamp, før afgørelsen faldt med Eivind Palm  som vinder. Der er nu spillet i alt 5 afdelinger – og med hver sin vinder, så alt kan ske endnu.   (26. jan)

Mandag den 23. jan. var der holdkamp i B-rækken: Tønder3 – Haderslev3 2-2.  Enkeltresultaterne: Edlef Bucka-Lassen – Børge Schrøder 0-1, Søren Henriksen – Karl Ø Jensen 0-1, Martin Lorenzen – David Hedegård 1-0 og Kristian Lorenzen – Arne Juul Jørgensen 1-0. Kampen var akkurat så jævnbyrdig som cifrene fortæller. Edlef var overmatchet på bræt 1 mod stærke Schrøder, mens Søren havde lige og fint spil langt ind i kampen. De to 13-årige tvillinger skaffede dog med imponerende godt spil det uafgjorte resultat. (23. jan)

Udsat kamp.  Vojens har bedt om, at mandagens kamp Tønder 2 – Vojens 2 bliver flyttet. Det er nu aftalt, at den i stedet afvikles mandag den 6. febr. kl 19 her i Tønder. (22. jan)

SGP-5 blev spillet i Vejle i dag. Eneste deltager fra Tønder var Christian Karstensen, som til gengæld gjorde det eminent. Han vandt en meget stor og ret stærk 1. klasse med 6 points. Der blev kun afgivet to remisser undervejs. Brødrene Jens Ove og Niels Jørgen Fries Nielsen blev henholdsvis 1 og 2 i den kun 8 mand store mesterklasse. Der var i alt 67 deltagere. (21. jan)

Sønderjysk EMT 2012 gik i gang i aftes i Sønderborg. Helge Andersen  fik en fin start med gevinst mod Kim Czepluch efter et parti med mange komplikationer og giftigheder fra begge sider. Blandt de formodet værste konkurrenter vandt Bent Bojsen over Allan Hye og Jens Nording spillede remis mod Hansjørgen Clausen. Mere her.  (18. jan)

Mandag den 16. jan. kom GrenzGrandPrix for første gang til Tønder – og det kunne mærkes på deltagertallet, også selv om der var flere afbud fra Kloster og Leck. Der spilledes 6 runders Monrad blandt de 9 spillere. Da krudtrøgen lettede, så stillingen sådan ud: 1. Micha Pudlo (remis mod Harald Eis og nederlag til Martin Lorenzen) og Niels Falsig (remis mod Palm og nederlag til Micha) med 4½ points foran Eivind Palm med 4 og Harald Eis, Erik Damholdt og Martin Lorenzen alle 3½. Næste afdeling spilles den 21. februar i Løgumkloster. Den øjeblikkelige stilling kan  ses her. – Aftenens morsomste indslag stod Jens Carl Pedersen for som så ofte før. Han trak i partiet mod Niels sin konge ind på et felt, hvor den kunne slås, og der var almindelig enighed om, at så skulle Niels tildeles et par minutter mere. Jens Carl brokkede sig naturligvis på sin egen måde: Men så skal kongen også have lov til at blive stående!  - En efterfølgende lynturnering mellem 6 af spillerne blev vundet af Micha Pudlo, der kun afgav en remis mod Christian Karstensen. (17. jan)

Søndag den 15. jan. var der holdkamp for førsteholdet, udekamp i Esbjerg mod den forventet værste konkurrent til førstepladsen i mester-1. Det blev en yderst jævnbyrdig affære: Esbjerg2 – Tønder 4-4 efter resultaterne:  Torben R. Jensen – Jens Chr. Lund  0-1 (en arbejdssejr, hvor Lund stille og roligt forbedrede sin stilling skridt for skridt), Ingolf Nicolaisen – Helge Andersen  ½-½ (der var lige spil hele vejen), Poul Fl. Fries Nielsen – Christian Karstensen  ½-½ (Christian havde initiativ, men Poul Flemming forsvarede sig sikkert), Ragnar Hansen – Niels Falsig 0-1 (Et parti med op- og nedture, hvor pointet lige så retfærdigt kunne være tilfaldet Ragnar), Lars Husum – Micha Pudlo ½-½  (Micha opnåede klar fordel, men fik drejet slutspillet helt forkert), Sven Michelsen – Erik Damholdt 1-0  (Erik fejlkombinerede og tabte tidligt en officer, og trods ihærdig fight var dette for stort et handicap), Hans Viborg – Peter Jordt 1-0  (Peter stod længe fint, men evnede ikke at få sat det rigtige punch ind mod Esbjergs topscorer) og Jens Kr. Pedersen – Asger Olesen ½-½  (Asger afslog remis to gange, men stillingerne blev mere og mere ufremkommelige). Det samlede resultat var vist alt i alt ganske passende for kampens forløb, og Tønder holdt fast i rækkens førsteplads. De øvrige resultater: Evans3 - Gråsten 5½-2½,  Horsens – Kolding 5-3 og Haderslev2 – Springeren2 3½-4½. Fra ”vor” 2. division: Evans2 – Varde 6-2, Viby – Springeren 3½-4½, Haderslev – Ribe 5½-  og Silkeborg – SK19683 4½-3½ .  (15. jan)

Sønderjysk EMT 2012 spilles i år i Sønderborg, og der startes med første runde på tirsdag. Der deltager kun en enkelt spiller fra Tønder, nemlig Helge Andersen, men han er til gengæld svag ratingfavorit foran Allan Hye, Haderslev. Det bliver spændende! – Turneringstabellerne kan findes her.  (13. jan)

Skoleskak. Tønder Grundskole er startet op med skoleskak! 4 lærere har været på kursus, fortæller byens skolechef Jan Jensen. Helle Bonde, der leder Grundskolen fortæller, at der startes op med skoleskak en gang ugentligt i 2. klasse, og at man forventer det bredt mere ud med tiden. Det er en god nyhed. -  Der har tidligere for mange mange år siden været rigtig meget skoleskak i Tønder-området med Kaj Elkjær Larsen, Jens Chr. Lund og Heine Andersen som drivkræfter. - Tønder Skakskole, der drives af Tønder Skakklub, fortsætter indtil videre, og så må vi med tiden se, om der kan blive et  samspil, eller om Skakskolen overflødiggøres. Den blev jo startet i år 2000 pga manglen på skoleskak i Tønder. Den styres for tiden af Rolf Zömbick, Christian Karstensen og Edlef Bucka-Lassen, og der undervises hver tirsdag fra kl. 15.30 i Medborgerhuset. (13. jan)

Tirsdag den 10. jan. gav os fjerde runde af Grenzturneringen med nogle usædvanligt dramatiske partier. Resultaterne: Niels Falsig – Jens P. Jensen 1-0 (gensidigt kongeangreb), Hans V. Hansen – Karl M. Kristensen 1-0 (Karl M havde klar gevinst det meste af partiet, men lod Hans V løbe med et yderst heldigt point), Christian KarstensenPeter Jordt  ½  (Peter var foran med en kvalitet og afslog da også et remistilbud, men i slutstillingen stod Christian formentlig bedst med store angrebschancer), Harald Eis – Bjørn Sønnichsen 1-0 (uden kamp),  Vagn Lauritzen – Holger Schmidt  1-0 (aftenens længste). (10. jan., 11. jan)

Mandag den 9. jan. bød på holdskak, et ægte lokalopgør i B-rækken: Tønder2 – Tønder3 4-0  efter enkeltresultaterne: Asger OlesenEdlef Bucka-Lassen 1-0 (efter et langt interessant parti), Kaj Elkjær Larsen  vandt uden kamp (tredjeholdets holdleder blev syg), Jens Carl Pedersen – Martin Lorenzen 1-0 (Jens Carl fik angreb mod sin unge modstander), Harald Eis – Kristian Lorenzen 1-0 (Harald fik med fint positionsspil sat et par af Kristians officerer uden for indflydelse, og så blev det for meget opad bakke for en hårdt kæmpende Kristian). -  I sidelokalet var der livlig aktivitet, dels skabte 4 lynhajer god underholdning for sig selv i et par timer, og dels fik et kommende nyt medlem, Richard Knott, testet sin form mod Kaj Elkjær.   (10. jan.)

Egon Laugesen er igen dsu-medlem i Tønder Skakklub. Egon har jo tidligere gennem mange mange år været en af vore topspillere og også i flere omgange været en arbejdskraft i bestyrelsen. Han deler sammen med Kaj Elkjær rekorden for bymesterskaber, idet begge har vundet Tønder Byturnering 12 gange. Han flyttede til København for godt 10 år siden, men har i perioden bevaret tilknytningen til klubben som lokal-medlem, mens han som dsu-spiller var tilknyttet K41 i København. Egon ryger direkte ind på 3.pladsen på den reviderede styrkeliste, men vi skal nok ikke forvente, at han spiller ret mange kampe for Tønder. Han bor stadig i København. Vi kan dog glæde os over, at han igen i et vist omfang er iblandt os.  (4. jan. 2012).     

Pokaldato fastsat: Lørdag den 5 maj, kl. 0930 i Tønder.  Den ligger midt i bededagsferien, hvilket jo både kan være godt og skidt for deltagertallet. Som sædvanligt spilles der på 4-mandshold om retten til at deltage i lands-finalerne på Fyn pinsesøndag. En indbydelse udformes senere. (4. jan. 2012).     

Mandag den 2. jan. kunne man i Tønder Skakklub byde velkommen til både det nye år og et nyt medlem, Eivind Palm, der er flyttet til området fra Holbæk-egnen. Aftenens program var TønderGrandPrix, og 6 spillede djævleskak. Erik Damholdt  scorede 4 points og løb med sejren og de 10 GP, foran Christian Karstensen, Eivind Palm og Niels Falsig, alle med 3 points. Som det fremgår, var det en jævnbyrdig affære. En efterfølgende revanchelyn gav samme jævnbyrdighed, hvor 3 spillere skulle dele førstepladsen.  (3. jan. 2012).     

Vojens Juleturnering, SGP-4, afvikles altid på datoen 28. december, således også i år, i øvrigt for 39. år i træk! Det er godt gået af Vojens Skakklub at køre dette arrangement så stabilt og sikkert. Denne gang var der 77 deltagere, heraf 26 i skoleskakklassen. Vinder af mesterklassen og dermed det samlede stævne blev Allan Schmidt Hermannsen, Haderslev, med et helt points forspring til Ivan Sørensen, Evans Vejle. Der var Tønder-deltagelse i 1. klasse og i skoleskakklassen, og begge steder på fineste måde. Christian Karstensen  opnåede med 5 points en delt førsteplads i 1. kl. sammen med Børge Schrøder, Haderslev. Her deltog også en småsyg Niels Falsig, der høstede 3 points. Martin Lorenzen  scorede 6 points i skoleskakklassen, hvilket gav en delt førsteplads sammen med Frederik Schweizer, Evans, og Benjamin Isler, Bov. Kristian Lorenzen fik 4 points i denne klasse. Det blev en hyggelig dag, og to førstepladser til Tønder gjorde jo ikke oplevelsen ringere. (28. dec).     

Mandag den 19. dec. var der julefrokost i Tønder Skakklub. Kasserer Jens Carl Pedersen rettede an med sild og højt belagt smørrebrød i rigelige mængder. Drikkevarerne måtte deltagerne enten købe eller medbringe, men der var både øl og snaps nok! Snakken gik livligt, og der var mange historier, hvor især Edlef Bucka-Lassen bidrog med gode og underholdende indslag. Som traditionen byder blev der afsluttet med makkerskak. Favoritholdet Kaj Elkjær Larsen/Jørn Lassen gik ubesejret gennem 4 runder, kun truet af Erik Damholdt/Gonde Hansen der vandt 3 af kampene. Hele seancen varede ca 5 timer, og det var vist det almindelige indtryk, at det havde været en særdeles hyggelig aften.  (20. dec).     

Skaknyt 137 er udkommet og er på vej ud til medlemmerne. Redaktør Søren Henriksen har sammensat et varieret nummer med både referater og partier. Det største tema er årets byturnering, og her står den ”nye” bymester Helge Andersen bag en større artikel med mange partier og megen kvalitet. (20. dec).    

Adventsblitz i Leck havde fredag aften samlet 14 spillere, heriblandt nogle få fra Tønder. Det var et usædvanligt stærkt besat felt, hvor Lecks to topspillere satte sig på de to første pladser, Tore Prien med 12 points (af 13, 11 sejre og to remisser) og Kim Homuth med 11 points. Christian Karstensens flotte score på 10 points rakte til en fjerdeplads (nederlag til Tore og Kim og to remisser), mens Michael Neumann blev no 6 med 7½ og Niels Falsig no 9 med 3½ points. Et flot arrangement med gratis fortæring og præmier til alle i form af indpakkede julegaver. (17. dec).   

Tirsdag den 13. dec. bød på 3. runde af Grenzturneringen med afvikling i Løgumkloster. Resultaterne: Christian Karstensen – Hans V. Hansen 1-0, Karl Martin Kristensen – Peter Jordt  0-1 og Holger Schmidt – Niels Falsig 0-1, Jens P. Jensen – Harald Eis 1-0. Vagn Lauritzen vandt uden kamp, fordi Bjørn Sønnichsen pga aftenarbejde har måttet trække sig fra turneringen. – Næste runde skulle ifølge programmet spilles i Leck den 6. januar, men er flyttet, så den spilles i Løgumkloster den 10. januar. (13. dec, 14. dec).   

Mandag den 12. dec. afvikledes det efterhånden traditionelle Tønder Skakklubs Åbne Lynmesterskab.  Åbenhed var der ikke meget af i år, da kun 7 spillere dukkede op, alle internt fra klubben. Men spændende var forløbet, idet turneringen langt henad vejen var yderst jævnbyrdig, indtil Kaj Elkjær Larsen  trak fra med gevinst i de 4 sidste partier og sluttede med 5½ points (af 7, nederlag mod Christian og remis mod Erik Damholdt) foran Christian Karstensen med 5 (nederlag til Helge Andersen og Peter Jordt) – og god afstand til de næste, hvor Helge Andersen og Niels Falsig begge scorede 4 points. Kaj har gennem tiderne hentet denne titel et utal af gange. Symptomatisk er titlen gennem de seneste 10 år gået til Kaj 4 gange og til 6 andre spillere hver 1 gang, og Kaj har gennem hele perioden været ældste deltager!  Tillykke til Kaj! (12. dec).   

Zug um Zug in den Wahnsinn er titlen på et program på TV-stationen Arte i aften kl. 22. Burkard Forbrich, Leck, skriver:  Am heutigen Abend um 22 Uhr läuft auf arte die Dokumentation über Bobby Fischer "Zug um Zug in den Wahnsinn", endlich einmal etwas Schachliches. Ich habe den Film im Sommer in den USA gesehen, hoch interessant, SEHR empfehlenswert, viel mir bis dahin unbekanntes Bildmaterial. Ich habe mich besonders dafür interessiert, weil ich seit meiner Zeit als Austauschschüler in Michigan 1958/59 - damals war Fischer als Vierzehnjähriger (!) bei starker Besetzung (u.a. Reshevsky, Lombardy, Sherwin, Berliner) erstmalig US-Champion geworden, was er im Jahr darauf bei noch stärkerer Besetzung (u.a. Reshevsky, Gebrüder Byrne, Bisguier, Evans, Lombardy, Benkö) wiederholte. Beide Male blieb er ungeschlagen! Ich war seit damals sein Fan und war bei dem Film davon überrascht, WIEVIELmir bis dahin unbekanntes Bildmaterial aus jener und aus seiner letzten Zeit gezeigt wurde. Ich werde mir den Film auf jeden Fall noch einmal ansehen! Natürlich ist Fischer umstritten, aber dennoch ... Wo wäre das Schach heute, hätte es ihn nicht gegeben?”  Forbrich er en klog mand at lytte til, så hans anbefaling gives hermed videre. (6. dec). 

Mandag den 5. dec. afvikledes den udsatte holdkamp for vort tredjehold: Haderslev3 – Tønder3 2½-1½ hvor pointene kom i hus via sejr til Rolf Zömbick og remis til Edlef Bucka-Lassen. Søren Henriksen tabte efter at have stået rigtig fint, fortæller han. Der kom kun 3 spillere afsted, men det skulle være en enlig svale, idet tvillingerne Martin og Kristian Lorenzen kommer med i de resterende kampe, der alle foregår i Tønder. -  Hjemme i klubben var der teori. Kaj Elkjær Larsen gennemgik nogle interessante slutspil, og Christian Karstensen og Niels Falsig gennemgik hver et parti fra holdturneringen. Aftenen afsluttedes med en lille lynturnering, hvor Christian og Niels sluttede lige. (6. dec).   

Søndag den 4. dec. er der holdkamp for Tønders førstehold i den sydjyske mester-1 række. Resultatet: Tønder-Gråsten 5½-2½. Enkeltresultater: Jens Chr. Lund – Rasmus Lund Petersen1-0, Helge Andersen – Bent Bojsen 1-0, Michael Neumann – Jørgen Clausen ½-½, Christian Karstensen – Henrik Feldborg 1-0, Niels Falsig – John Kristoffersen 1-0, Micha Pudlo – Ernst J Jessen ½-½, Peter JordtHansjørgen Clausen 0-1 og Asger Olesen – Finn Zanchetta ½-½.  Tønder kan efter partiernes forløb vist være bedst tjent med dette resultat!  Tønder har nu 18 points for 3 kampe, og det er fint! Halvdelen af disse points er scoret af Lund, Helge og Christian, der har scoret maximum. – De øvrige resultater: Horsens – Haderslev2 6½-1½, Springeren2 – Evans3 3½-4½ og Kolding – Esbjerg2 4½-3½ (!). Fra vores 2. division: Springeren-Haderslev 4-4, Varde – Ribe 5-3.  Haderslev og Silkeborg deler førstepladsen lige nu. Bov vandt 5-3 over Esbjerg i 1. division.  (4. dec).   

Torsdag den 1. dec. var afsat til 1. runde i årets pokalturnering, men kun to spillere dukkede op, så de gik direkte til finalen: Erik Damholdt – Niels Falsig 1-0 efter et parti, hvor sort først forhastede sig i åbningen for derefter at snuppe en forgiftet kvalitet, og det går ikke mod en aggressiv Erik, der konsekvent og dygtigt udnyttede begge dele. Dermed er årets pokalvinder allerede fundet. Tillykke til Erik!  Man kan så overveje, om turneringen skal ligge på et andet tidspunkt i næste sæson….(1. dec).   

Mandag den 28. nov var der holdskak i B-rækken med to hjemmekampe: Tønder2 – Haderslev3 2-2 efter enkeltresultaterne: Kaj Elkjær Larsen – Børge Schrøder ½-½, Niels Chr. Nielsen – Karl Ø Jensen ½-½, Jens Carl Pedersen – John Fog 0-1 og Harald Eis – Finn Larsen 1-0. Tønder3 – Vojens2 2-2 efter resultaterne: Edlef Bucka-Lassen – Ken Gejl Jørgensen 1-0, Rolf Zömbick – Palle Gejl Jørgensen 0-1, Martin Lorenzen – Kresten Beck 1-0 og Kristian Lorenzen – Morten Jessen 0-1. Haderslev stillede med et stærkere mandskab end i de foregående kampe, men slap alligevel afsted med for stor høst, idet både Jens Carl Pedersen og Niels Christian Nielsen satte gevinststillinger over styr. Tredjeholdet klarede sig overraskende godt med fint spil på de fleste brætter. Denne B-række ser ud til at være mere jævnbyrdig end først antaget. Aftenen bød på mange spændende partier, også for tilskuerne! – I rummet ved siden af blev der spillet lynskak, hvor Christian Karstensen en firkantturnering knebent foran Micha Pudlo.  (28. nov).   

Peter Jordt deltog i weekenden i DM i skoleskak i Odense. Han var med i den næstældste gruppe, hvor det blev til 4 points og en placering i midterfeltet efter en turnering, hvor ikke alt lykkedes. (28. nov).   Peter vandt dog lynturneringen i sin klasse. (opdateret 1. dec).   

Nye ratingtal. Byturneringens konsekvenser for ratingtallene er nu modtaget fra dsu og kan ses her.   De største spring opad ligger hos Jens Carl Pedersen og Løgumklosters Karl Martin Kristensen, samt Gråstens Susan Clausen. (28. nov).   

Tirsdag den 22. nov.: Anden afdeling af GrenzGrandPrix blev afviklet i Løgumkloster. Der var 8 deltagere til den turneringsbestemte 10 min skak med handicap på tiden. De 7 runder gav sikker sejr til Hans Valdemar Hansen med maximumscoren 7 points, mens Christian Karstensen og Jens Peter Jensen delte andenpladsen med 4 points. – Det blev en hyggelig aften, hvor 6 af spillerne fortsatte med en revanche-lyn, der fik en delt vinderduo ved Hans Valdemar Hansen og Christian Karstensen. (23. nov).   

Mandag den 21. nov. bragte 2. runde af Grenzturneringen: Holger Schmidt – Chr. Karstensen 0-1, Karl M. Kristensen – Niels Falsig 1-0, Jens P. Jensen – Hans V. Hansen 0-1 og Vagn Lauritzen – Harald Eis 0-1. Partiet Peter Jordt – Bjørn Sönnichsen er udsat. Næste runde spilles i december i Løgumkloster. (22. nov).   

Kaj Elkjær Larsen er i dag ved et stort kommunalt arrangement blevet hædret med en helt særlig pris for stort foreningsarbejde. Begrundelsen var et helt enestående arbejde for Tønder Skakklub og for skakken i Tønder i almindelighed. Kaj blev udnævnt til æresmedlem i Tønder Skakklub og i Dansk Skak Union allerede i 1997 med de samme begrundelser. – Desværre var der ingen backup til stede fra klubben i dag pga værtsskabet for SGP3.  (19. nov).   

SGP-3 for denne sæson blev spillet i Tønder med 39 deltagere. Det var de unges dag, hvilket blev bemærket tidligt af Erik Asmund, Gråsten, der midt på dagen kom hen til turneringslederen og sagde: De spiller nu godt, de unge tyskere!  Der blev spillet i 3 monradgrupper: A dækkende mester (4) og 1. klasse (6), B dækkende 2. kl. (5), 3.kl. (5) og 4. kl. (5) samt gruppe C for skoleskakklassen (14). Vinderne i de enkelte klasser blev: Mesterklassen Allan Hye, Haderslev, med 5 points, 1. klasse: Jørgen Clausen, Gråsten, med 4 points,  2. klasse Dennis Schwarz, Bov, med 6½,  3. klasse David Gutchenreiter, Bov, med 6,  4. klasse Max Neuendorf, Bov, med 4½,  og skoleskakrækken med følgende 3-kløver: Thorbjørn Møller, Vojens, Viktor og Frederik Borg Schweizer, Evans, alle med 5½. Tønder havde 2 mand med i 1. klasse, hvor Christian Karstensen og Micha Pudlo begge høstede 3½ points. I 4. klasse sluttede Rolf Zömbick på 2 points, mens Martin Lorenzen og Kristian Lorenzen opnåede henholdsvis 4½ og 3½ points i skoleskakrækken, og Leck-pigerne Svenja og Finja Dietz, der spiller på Tønders juniorhold scorede begge 3 points. Mere om dagens SGP kan findes her.  (19. nov).   

Mandag den 14. nov. gav os afslutningen på sæsonens byturnering. Mesterskabklassen: Helge Andersen – Peter Jordt 1-0 (Helge fik et stærkt tryk og pressede Peter til fejl), Christian Karstensen – Niels Falsig 1-0 (en tidlig placering af den sorte dronning på b6 i stedet for c7 var afgørende for partiets udvikling og passede lige til Christians angrebslyst), og to partier afviklet forud: Jørn Lassen – Niels Chr. Nielsen ½-½ og Kaj Elkjær Larsen – Micha Pudlo 0-1.  Hermed snuppede Helge Andersen sin 6. titel som bymester i Tønder. Tillykke til Helge!  Basisklassen: Rolf ZömbickHansjørgen Clausen 0-1, Holger Schmidt – Karl M. Kristensen 0-1, Susan Clausen – Bjørn Sönnichsen 1-0, Jens Carl Pedersen – Nis H. Madsen 1-0 og et tidligere afgjort parti: Jens P. Jensen – Edlef Bucka-Lassen ½-½. Vinder af basisklassen blev så Jens Carl Pedersen, der nu må imødese en kraftig rating-gevinst efter 6 gevinster. Hansjørgen Clausen, Gråsten, snuppede andenpladsen med 5½, og datteren Susan Clausen blev bedste spiller under 1400, omend dette først blev afgjort efter korrektionsberegning. Både hun og Karl Martin Kristensen, Løgumkloster, havde scoret 5 flotte points.  (14. nov)

Søndag den 13. nov. 2. runde i holdturneringen’s mesterrække-1 for Tønders førstehold gav også et absolut godkendt resultat mod et mandskab bestående af mange rutinerede spillere: Tønder – Evans3 6-2 efter enkeltresultaterne: Jens Chr. Lund – Max E Hansen 1-0 (Et langt parti, hvor afgørelsen faldt efter instruktivt slutspil af Lund), Helge Andersen – Anders Andersen 1-0 (Helge pressede og pressede i timevis mod den dygtigt forsvarende Vejle-mand. Det lignede remis, men sejrsviljen blev belønnet efter et forkert kongetræk i slutspillet),  Michael Neumann – Christian Iversen ½-½ (Lidt krampagtigt spil af Michael med mange tempotab), Christian Karstensen – Jens Ove Vedel (Et sandt glansparti. Christian fik lov til at snuppe 3 lette officerer for damen og boltrede sig herefter i flotte kombinationer) 1-0, Niels Falsig – Bjørn Laursen ½-½ (Niels tabte en bonde i åbningen og ofrede en mere for aktivt spil, der dog så ud til at ebbe ud, da Bjørn tilbød remissen), Micha Pudlo – Helge Nielsen ½-½ (En gyser for tilskuerne pga Michas tidsforbrug, som ødelagde ellers gode spil-muligheder), Peter Jordt – Børge Guldager 1-0 (Giftigt og flot angrebsspil af unge Peter) og Asger Olesen – Erik Pontoppidan ½-½ (Asger spillede kongegambit, og havde lovende spil, men helt retfærdigt enedes man om remis). – Rækkens øvrige resultater: Gråsten – Horsens 4-4, Esbjerg2 – Springeren2 7-1, Haderslev2 – Kolding 3-5. Fra ”vores” 2. division: Haderslev – Viby 5-3, Ribe – Evans2 3-5.  (13. nov)

Torsdag den 10.nov: Kun få mødte frem på denne ekstra torsdag. Der blev afviklet et hængeparti i byturneringen: Peter Jordt – Jørn Lassen ½-½ (efter livligt spil). Herudover var der 3 til TønderGrandPrix, en yderst jævnbyrdig affære, hvor Kaj Elkjær Larsen  fortjent snuppede førstepladsen foran Christian Karstensen og Niels Falsig. (11. nov)

Mandag den 7. nov.:  Der var udekamp i holdturneringen for begge vore B-hold, men Tønder-3 fik problemer med holdopstillingen og fik sin kamp udsat. Tønder-2 var i Vojens, hvor holdet ud fra ratingtallene skulle kunne hente en klar sejr. Helt sådan fik det ikke: Vojens2 – Tønder2 2-2 efter enkeltresultaterne: Karl Posselt – Kaj Elkjær Larsen ½-½, Ken G Jørgensen – Niels Chr. Nielsen ½-½. Palle G Jørgensen – Jens Carl Pedersen 1-0 og Kresten Beck – Harald Eis 0-1.  – På torsdag afvikles den udsatte TønderGrandPrix3, og der er også plads til lidt hyggeskak. (8. nov)

Lørdag den 5. nov. var der holdkampe for juniorholdet, der stillede op til det første af to stævner i Bov med Martin Lorenzen, Kristian Lorenzen, Svenja Dietz og Brian Lamm.  Helt som forventet var de fleste modstanderhold stærkere, men det lykkedes da både Martin, Kristian og Brian at vinde 2 ad de 5 kampe, plus en kamp uden spil mod udeblevne Ribe. Det blev til i alt 10 brætpoints og 5 matchpoints, hvilket rakte til en fjerdeplads ud af 6. Meget mere kan ses her. (5. nov)

Fredag den 4. nov gav starten på nyskabelsen GrenzGrandPrix. Det skete i Leck med 8 deltagere, 3 fra Leck, 3 fra Løgumkloster, kun 1 fra Tønder og en enkelt fra Bov. Det blev en hyggelig aften, men som en spiller udtrykte det: Det er også meget stressende!  De tre formænd, der sammen har søsat denne aktivitet, sluttede på de tre nederste pladser – med Tønders formand allersidst.  Vinder blev Marco Hansen, tidligere Leck men nu Bov, med 6 points (af 7) foran Michael Neumann, Leck, med 5 og Hans Valdemar Hansen, Løgumkloster, med 4½. – Mere her. Næste afdeling finder sted tirsdag den 22. nov i Løgumkloster. (4. november)

Mandag den 31. okt. bød på 6. og næstsidste runde i byturneringen. Resultaterne i mesterskabsklassen: Niels Chr. Nielsen – Kaj Elkjær Larsen ½-½, Niels Falsig – Helge Andersen ½-½  (hvid stod vist lidt i overkanten, men Helge afviklede til et remis-slutspil), Micha Pudlo – Christian Karstensen 1-0 (Christian blev pakket fuldstændigt ind efter åbningsfejl og blev sat mat efter et langt og hårdnakket forsvar) , Peter Jordt – Jørn Lassen udsat. Resultaterne bragte Helge Andersen noget tættere på mesterskabet. Nu kan titlen hentes med remis i sidste runde.  Basisrækken: Edlef Bucka-Lassen – Rolf Zömbick 1-0, Bjørn Sønnichsen – Nis H. Madsen 0-1, Karl Martin Kristensen – Jens Carl Pedersen 1-0 (Jens Carls sejrsstime blev afbrudt af en velspillende Karl Martin efter aftenens suverænt længste parti), Susan Clausen – Jens P. Jensen 1-0 (effektivt og giftigt spillet af Susan), Hansjørgen Clausen – Holger Schmidt 1-0.  Jens Carl Pedersen fører fortsat rækken, men nu er der kommet lidt spænding på! Sidste runde er lagt og kan ses her. (31. okt)

Søndag den 30. oktober: Tønders førstehold rykkede jo sidste år ned fra 2. division, og første rundes holdkamp i den øverste sydjyske mesterrække var imødeset med en vis spænding, bl.a fordi modstanderen på papiret har et stærkt hold, men da vi så holdopstillingen til dagens dyst, faldt der ro på. De havde 4-5 reserver med, og vi kunne gå efter en stor sejr: Tønder – Kolding Skakklub 6½-  efter følgende enkeltresultater: Jens Chr. Lund – Ole Grimstrup 1-0 (det så længe uklart ud - set udefra), Helge Andersen – Jørgen Stald 1-0 (Helge nærmest udspillede sin modstander) , Michael Neumann – Carl Birger Møller ½-½ (helt lige), Christian Karstensen – Søren Flø Sørensen 1-0 (et typisk Christian-parti med rokade til hver sin side og masser af angreb), Niels Falsig – Jørgen Svendsen 1-0 (Svendsen var nede med to bønder og forsøgte at komplicere, men måtte opgive over for en mat i 2), Micha Pudlo – John Ertmann 1-0 (Ertmanns mobil gik i gang i en lige stilling), Jørn Lassen – Søren F Jensen ½-½ (Jørns bonderov i åbningen var katastrofalt og det halve point til Tønder her var heldigt) og Peter Jordt – Chr. A. Møller ½-½ (Peter var sidste mand og fik den besked, at han godt måtte tage remis, selv om han stod til at vinde en bonde) . Alt i alt en glimrende start! – Øvrige resultater i rækken: Gråsten – Haderslev2 4½-3½, Springeren2 – Horsens 4-4, Evans3 – Esbjerg2 2½-5½.  Resultater fra ”vor” 2. div-række: Springeren – Ribe 4½-3½, Evans2 – Silkeborg 2½-5½, Varde – Haderslev 2-6, Viby – SK19683 4½-3½. I 1. div. vandt Bov 4½-3½ i Nørresundby. I Skak-ligaen spillede Arne Matthiesen i dag remis mod Peter Heine Nielsen. (30. okt)

Skakkalenderen: Der er nu indføjet nogle torsdage, ikke så mange som de tidligere år, fordi der jo er Grenzturnering og Grenz GrandPrix på nogle tirsdage og fredage i år. Pokalturneringen er programsat på torsdage til de første to runder og en torsdag til finalerunden, og der er indlagt to stk TønderGrandPrix på torsdage. Vi mangler så kun placering af den sønderjyske pokalturnering, der formentlig lægges på en søndag i april eller maj. Herefter skulle sæsonplanen så være definitivt færdig – men der kan naturligvis forekomme ændringer. (29. okt)

Mandag den 24. okt. gav starten på sæsonens holdturnering i form af et ægte lokalopgør: Tønder 3 – Tønder 2  0-4 efter enkeltresultaterne: Edlef Bucka-Lassen – Kaj Elkjær Larsen 0-1, Søren Henriksen – Niels Chr. Nielsen 0-1, Rolf Zömbick – Jens Carl Pedersen 0-1 og Bjørn Sønnichsen – Harald Eis 0-1. Tredjeholdets spillere kæmpede bravt, men når andetholdet kan stiller op i dagens opstilling, er overmagten naturligvis alt for stor. – I slyngelstuen blev der analyseret på to partier fra gårsdagens holdkampe i Leck, hvor Christian Karstensen i det ene lavede en meget smuk afslutning af den type, hvor oserne på et tidspunkt tænkte: Det her taber Christian, men efter næste overraskende træk: Nu vinder Christian!   (24. okt)

Lørdag den 22. okt. var der SGP i Haderslev. I alt kun 4 deltagere fra Tønder: I første klasse scorede Christian Karstensen 4½ points (en placering i præmierækken, men var slet ikke tilfreds, specielt efter nederlag med hvid i sidste runde) og Niels Falsig nåede ( scoren efter de første 5 runder!  Stillingerne og mulighederne var der til ca 2 points mere, men ak…). I Skoleskakrækken hentede Martin Lorenzen 4 points (på en god slutspurt), mens Kristian Lorenzen sluttede på 2 points (hans egne ord: ekstremt elendigt!). Der var i alt 78 tilmeldte!  Næste afdeling finder sted i Tønder lørdag den 19. nov. (22. okt)

Byturneringen: Nogle udsatte partier er spillet: Nis H. Madsen – Edlef Bucka-Lassen 0-1, Jens Carl Pedersen – Edlef Bucka-Lassen 1-0 og Susan Clausen – Hansjørgen Clausen ½-½. (20. okt) Flere: Karl M. Kristensen – Edlef Bucka-Lassen 1-0, Nis H. Madsen – Karl M. Kristensen 1-0. (22. okt)

Edlef Bucka-Lassen har haft en travl uge. Mandag vendte han hjem fra udlandet, tirsdag og torsdag spilledes der hængepartier fra byturneringen, og et tredje er programsat til fredag. Mandag er der så holdkamp for Tønder-3.  Velkommen hjem Edlef!  (20. okt)

Mandag den 17.okt:  Man mærkede, at det var en aften i efterårsferien. Christian Karstensen gennemgik et parti for 4 medlemmer, og et tidligere medlem Andreas Kastberg kom forbi og legede med i lyn. I det andet rum afvikledes en udsat kamp fra byturneringen: Niels Chr. Nielsen – Niels Falsig 1-0 (sort havde tilsyneladende fin kontrol og en merbonde, men hvid gik med succes efter konge og komplikationer).  (18. okt)

Torsdag den 13. okt. bød på sæsonens 2. afdeling af TønderGrandPrix. Kun 4 spillere dukkede op. Det blev så til en dobbeltrundet alle-mod-alle gang djævleskak med 10 min på uret. Vinder blev Micha Pudlo med 5½ points foran Jørn Lassen med 4. – På mandag er der teori, hyggeskak og hængepartier. (13. okt.)

Mandag den 10. okt.: Femte runde i byturneringen. I mesterskabsklassen var der ingen remisser i de første to runder, men i de sidste tre runder er halvdelen af partierne sluttet remis!  Aftenens resultater: Jørn Lassen – Helge Andersen 0-1 (Jørn overså en kombination, der kostede to bønder), Micha Pudlo – Niels Falsig ½-½ (det lignede et godt slutspil for sort med et stærkt løberpar, men Micha fik elegant den ene løber byttet af), Kaj Elkjær Larsen – Peter Jordt 1-0 (Kaj lagde et så stærkt pres, at Peters forsvar blev for upræcist) og Christian Karstensen – Niels Chr. Nielsen ½-½ (aftenens længste parti, hvor Christian vist skal være mere end tilfreds med remis i slutstillingen. Til gengæld kunne Niels Chr. efter partiet pege på et klart men overset gevinsttræk for hvid i åbningen). Ratingfavoritten Helge Andersen har nu bragte sig alene i front! - Basisrækken var ramt af 4 afbud denne aften, så det blev kun til et enkelt men langt parti: Holger Schmidt – Rolf Zömbick 1-0. Forleden spilledes et udsat parti: Jens P. Jensen – Karl Martin Kristensen 0-1. Næste runde i denne række lægges først om et par uger, hvor en række af de udsatte partier må forventes at være afviklede. – Næste runde spilles om 3 uger. – På torsdag er der TønderGrandPrix. (10. okt).

Curt Hansen optræder ikke længere på Tønders styrkeliste. Han bad sig for et par uger siden slettet på listen, så han kan spille nogle kampe for en anden klub. Ønsket er naturligvis forståeligt, da han bor i Kerteminde og i øvrigt har et travlt liv, mens Tønder Skakklub p.t. er elevatorhold mellem 2. div og mesterrækken. Denne anden klub er Philidor, et nyt spændende projekt med udgangspunkt i København. Man kan læse mere om det på dsu’s side her eller i Information her. -  Curt fortæller, at han forbliver som B-medlem hos os. Han har pga travlhed med job og uddannelse ikke spillet turneringsskak i 4-5 år, og det skaklige er alene holdt vedlige gennem hans daglige skak-spalte i JyllandsPosten.  (10. okt)

Holdturneringsprogrammet foreligger nu – og alle Tønders kampe er plottet ind i Skakkalenderen. Starten går mandag den 24. okt., hvor Tønder-2 og Tønder-3 tørner sammen i B-rækken. Tønders førstehold skal ejendommeligt nok lægge ud med tre hjemmekampe før jul og fire kampe, hvor der skal køres, efter jul. Styrkeliste og holdopstillinger kan findes her. – Turneringstabellerne på hjemmesiden for Sønderjysk skak er forsinkede; man har bøvl med siden. -  Klubbens sæsonprogram kan nu færdiggøres med placering af vor interne pokalturnering og de sidste afdelinger af TønderGrandPrix. Det vil ske en af de nærmeste dage.(7. okt., 9. okt)

Mandag den 3. okt.: Fjerde runde i byturneringen gav flere højdramatiske partier i begge klasser. Mesterskabsklassen: Helge Andersen –Kaj Elkjær Larsen 1-0 (Kaj havde en ubehagelig overseelse tidligt i spillet), Niels Falsig – Jørn Lassen ½-½ (lidt for blødt åbningsspil af hvid førte direkte ind i remis), Peter Jordt – Christian Karstensen 0-1 (Et rigtigt gyserparti med voldsomme komplikationer, hvor Peter vist havde fortjent en bedre skæbne) samt Micha Pudlo – Niels Chr. Nielsen ½-½ (et familieopgør, men højdramatisk, hvor Micha var heldig). Basisklassen: Holger Schmidt – Susan Clausen ½-½, Rolf Zömbick – Bjørn Sønnichsen 0-1, Hansjørgen Clausen – Jens Carl Pedersen 0-1 (et sandt topopgør, hvor begge søgte gevinsten. Partiet måtte helt ud i slutspil, der endte i K+D mod K+b).3 partier er udsat i denne række. Næste runde er lagt og kan findes her. (3. okt.)

Hold-DM for juniorer blev spillet på Tjele Efterskole i weekenden. Danmarksmesterskabet gik til storfavoritterne fra 6. hovedkreds, som stillede med Mads Andersen, Bjørn Ochsner og Kristian Seegert på de øverste brætter. Peter Jordt  scorede acceptable 2½/7 på andetbrættet for det sønderjyske hold, der sluttede på 6.- pladsen blandt de 8 hold. (3. okt.)

Lørdag den 1. okt havde klubben en slags åbent hus for nye spillere og for tidligere spillere, der føler sig lidt rustne. Det blev en behersket succes med 2 nye og en rusten. En af de nye, Erik Hansen, vandt et års gratis B-medlemskab i klubben. (1. okt.)

Grenzturneringen startede i aften i Leck. Der er kun 11 deltagere i dette års udgave, 5 fra Løgumkloster, 4 fra Tønder og 2 fra Leck. To spillere havde afbud til denne runde, så der blev kun afviklet fire partier. En lunefuld lodtrækning gave næsten rene lokalopgør:  Bjørn Sønnichsen – Jens P. Jensen 0-1 og Niels Falsig – Christian Karstensen ½-½, Karl Martin Kristensen – Holger Schmidt ½-½ og Vagn Lauritzen – Hans V. Hansen 0-1. Resultatskema her. (30. sept.)

Mandag den 26. sept. var en stille yderst aften. 7 medlemmer kiggede forbi, og flere af dem kun i få minutter. Der blev afviklet et enkelt udsat parti fra byturneringen: Christian Karstensen – Helge Andersen ½-½ (siciliansk med tidlig e5, naturligvis, men Christian byttede damerne af og de to kombattanter enedes hurtigt om remis). I slyngelstuen blev der lynet lidt og analyseret på nogle stillinger. (27. sept.)

Christian Karstensen var eneste Tønder-deltager i sæsonens første SGP, der spilledes i Kolding i lørdags. Christian var med i en ren 1.klasse, hvor han lagde stærkt ud med 4½/5, men efter nederlag i de to sidste partier måtte han nøjes med en andenplads. (27. sept.)

Peter Jordt spiller, ligesom et par andre fra Tønder Skakklub, på hold for Leck. Indtil nu har Peter været i kamp tre gange på Lecks juniorhold – og vundet alle tre partier. (27. sept.)

 

Gamle Nyheder fra 2011