|
Tønder Skakklub |
Forside - Seneste nyt - Kalender - Byturnering - Holdturnering - TønderGrandPrix - Resultatoversigt - Billedgallerier - Partier mm - Mere - |
Informationer om Tønder Skakklub
Aktiviteter
Der spilles to store turneringer hvert år: Byturneringen om efteråret og Klubturneringen om foråret. Gennem hele sæsonen spilles en TønderGrandPrix-serie i lyn/hurtig-skak, og klubbens lynmesterskab afvikles i december. Klubbens interne Pokalturnering påbegyndes i efteråret. Hertil kommer grænseoverskridende turnering Grenzturnier og GrenzGrandPrix i samarbejde med MTV Leck og Løgumkloster Skakklub. Flere gange i sæsonens løb er der teoriforløb, hvor interessante træk eller hele partier diskuteres. Alle medlemmer inviteres til at spille med på et af klubbens hold i hold-turneringen, og klubben deltager med flere hold i den regionale pokalturnering. Hertil kommer en række mindre arrangementer hen gennem sæsonen og masser af muligheder for at spille hygge- eller lynskak.
Fire gange årligt udgives klubbens klubblad, Skaknyt, med nyheder, resultater og andet godt fra den lokale skakverden.
I sæsonen 2011-2012 er der i perioden 22. august- 21.maj (incl.) klubaften hver mandag fra kl
19.00 på Tønder Gymnasium (nordfløjens kælder), og
klublokalet vil være åbent 1-2 torsdage aftener hver måned fra 19.30.
Tønder Skakklub er tæt koblet til
Tønder Skakskole, der tilbyder undervisning og indskoling i skakkens verden
hver tirsdag 15.30-17.00 i perioden 23. august-medio
april. Tønder Skakskole holder til i Medborgerhuset, Østergade, Tønder.
Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til
Klubbens formand, Niels Falsig, på tlf 7472 3015 eller via mail
Kassereren: Jens Carl Pedersen, tlf.: 7472 3216 eller via mail
Klubbens sekretær: Søren Henriksen, tlf: 7471 0202 eller mail.
Lederen af Tønder Skakskole er Rolf
Zömbick på tlf..: 74 78 27 69 eller mail.
___________________________________________________________________________________________
Tønder Skakklub
har en lang historie bag sig med - naturligvis - såvel
opgangs- som nedgangstider….
75-års jubilæet blev fejret på forskellig vis i efteråret 1997. Læs evt. mere om jubilæet.
Nogle mærkedage er samlet og kan ses her.
Klubben har i 1990`erne haft en storhedsperiode. På det sportslige område har klubben hævdet sig fint med 3 sæsoner i 2. division, den ene af disse med en slutplacering lige under oprykningsstregen til 1. division. I et par af disse sæsoner lå både klubbens andet- og tredjehold i den sønderjyske mesterrække med andetholdet som et af rækkens stærkeste. Det er også midt i 90`erne blevet til to danske mesterskaber i korrespondanceskak-holdturneringen, samt mange gode individuelle resultater ved spillere, der repræsenterer Tønder Skakklub.
En stærkt medvirkende årsag til førsteholdets succes ligger i, at GM Curt Hansen, Danmarks bedste spiller, i starten af 90`erne blev knyttet til klubben. Han har, udover at betjene førstebrættet på bedste vis, også på andre måder bidraget til at præge førsteholdets sportslige niveau.
En medvirkende årsag til klubbens succes i dette tiår kan også findes i nogle ihærdige forsøg i det vestlige Sønderjylland på at gøre skak interessant for de yngste. Dette arbejde er især udført af Jens Chr. Lund og Kaj Elkjær Larsen i 70`erne, Jens Chr. Lund i 80`erne og Kaj Elkjær Larsen (igen) på posten som klubbens juniorleder i 90`erne og frem til 2006. Herefter tog Erik Damholdt en tørn som juniorleder og underviser i et par år. For tiden samles arbejdet i Tønder Skakskole, hvor det især er Rolf Zömbick, der står for arbejdet i samarbejde med Christian Karstensen.
Storhedsperioden er slut i denne omgang. Vi lever i et område af landet, hvor vi må acceptere, at de unge på et tidspunkt rejser til storbyerne for at videreuddanne sig, og i de seneste år har medlemstallet været støt faldende, - en tendens, der også ses i andre skakklubber og fritidsforeninger i øvrigt. Ved indgangen til sæsonen 2007-08 havde klubben ca 35 medlemmer mod ca 60 for 10 år siden. Men Tønder Skakklub er fortsat en stor og velfungerende klub, og det målrettede arbejde med juniorerne søges fastholdt. Så måske om nogle år……
___________________________________________________________________________________________
senest opdateret 12. juli 2011.