Tønder Skakklub

                                            Årsberetning 2006

 

Det er en tid med forandringer for og i Tønder Skakklub.

På det sportslige område mistede vort førstehold sin divisionsstatus, vi fik nye mestre i både klubturnering og i GrandPrix-skakken - og i byturneringen fik vi en så gammel, at det føles nyt.

Organisationsmæssigt står vort arbejde med skoleskakken over for store forandringer.

 

Der er dog også meget, der er forblevet ved det gamle: Klubbens tilstand mht aktiviteter og medlemstal er uændret stabile, miljøet i klublivet er vist fortsat ok - og økonomien er absolut fornuftig.

 

Alt dette søges uddybet i det følgende.

Jeg starter med det obligatoriske sportslige tilbageblik, som kun medtages i stærkt afkortet udgave. Fuldstændigheden må man søge på klubbens  internet-sted: www.tonder-net.dk/tsk.

 

Interne aktiviteter

Byturneringen havde igen i år 23 deltagere fordelt på 3 klasser. Mesterskabsklassen var lidt svagere besat end sædvanligt og blev vundet af Niels Falsig, foran Kaj Elkjær, der stadig hænger godt på og tog sin 4. andenplads i træk. Kaj har jo 12 tidligere mesterskaber at bryste sig med.. Hansjørgen Clausen, Gråsten, vandt basis-1 på korrektion foran Nis P. Jollmann.  Basis-2 blev vundet af unge Andreas Bock foran Erik Tiedgen.

Klubturneringen blev omlagt fra hurtigskak til en monrad-turnering med indlagte ratingbestemte præmiegrupper. Der var 20 deltagere. Vinder blev Peter E. Larsen, der hermed vandt sit første ”skab” i Tønder Skakklub. Det var også på tide, for Peter rejser jo (desværre) til Århus nu, – og han har klart haft styrken til det i flere år. Vinder af ratinggruppe 2 blev  Gonde Hansen, mens  Enevold Christensen snuppede ratinggruppe 3 og  Søren Henriksen  ratinggruppe 4.

GrandPrix-serien blev igen i år udbudt i to afdelinger, nemlig : djævleskak som er 10-minutters lyn, og  hyggehjørnet som er 45-minutters spil for interesserede under 1300 i rating. Der har i alt været 22 deltagere, men fortrinsvis i djævleskakken, hvor Hans U. Christensen  vandt en overbevisende sejr i år. Ratinggruppe 2 gik til Gonde Hansen og ratinggruppe 3 til Edlef Bucka-Lassen. Hyggehjørnet blev aktiveret færre gange og med Rolf Zömbick som en klar vinder.

Undervisningsaftenerne er et forholdsvis nyt indslag, der vist er kommet for at blive. Jens Chr. Lund lavede en hel-aften for os, og der har været 7 kortere forløb forud for klubturneringsrunderne, nogle på op til 45 min, andre helt ned til 10 min.   

Lyn-mesterskabet havde denne gang kun 6 deltagere lige før jul, men det var et skarpt felt, som Hans U. Christensen fik sat eftertrykkeligt på plads.

 

Eksterne aktiviteter

Holdturneringen:  Mit synspunkt omkring vigtigheden af holdturneringen bliver nævnt hvert år, og jeg gentager gerne igen:  Holdturneringen er noget af det allervigtigste for en skakklub. Den fremmer både klubbernes identitet og det sociale liv. Man spiller for samme sag – og man møder nye spillere.

 

Klubben havde igen i år fire hold med plus et hold. 28 medlemmer har været i kamp + 7 elever fra skakskolen. 

Førsteholdet havde en svag sæson – og modvind på mange fronter. Det blev til den nedrykning, som har truet os i flere år. Tønder har dermed ikke noget divisionshold i skak næste år. Kun to spillere formåede at score over 50%, nemlig Jens Chr. Lund med flotte 4½ points på det svære førstebræt og Jens O. Olesen, der scorede 2½ points i 4 kampe, men fem af holdets spillere fik dog en samlet ratinggevinst, hvilket fortæller lidt om rækkens styrke. Vi må nok erkende, at nedrykningen var helt fortjent i år, – og det bliver spændende, om vi kan genvinde den prestige, der ligger i at have divisionsstatus.

Andetholdet skuffede igen. Vi har på papiret et stærkt andethold, men resultaterne har været så svingende, at det kun blev til en næstsidsteplads helt nede i B-rækken.

Tredjeholdet og  fjerdeholdet spillede begge i C-rækken, hvor tredjeholdet snuppede andenpladsen og fjerdeholdet som forventet sidstepladsen. 

Skakskolens juniorhold i D-rækken viste  tænder og opnåede en flot tredjeplads blandt de 8 hold, hvoraf flere bestod af betydeligt ældre spillere. Det er tydeligt, at der er et stort potentiale i disse skoleskakspillere.

Pokalturneringen er i år placeret senere end normalt. Den afvikles her i Tønder om 13 dage – og forhåbentlig bakker vi godt op om den med mange hold.

Vesteregnens hurtigmesterskab blev afviklet for femte gang. Den foregår jo i et godt samarbejde med Løgumkloster Skakklub med to aftener hvert sted. I år var der 18 spillere med, heraf de 12 fra Tønder. Øverste finalegruppe blev domineret af  Tønder. Tre Tønder-spillere måtte ud i lynomkampe om de øverste placeringer og her vandt Peter E. Larsen, der hermed er den nye Vesteregnsmester i hurtigskak. Søren Henriksen blev no. 2 i finalegruppe-2, mens Anders Pihlkjær besejrede Rolf Zömbick i lynomkampe om førstepladsen i finalegruppe-3.

 

Eksterne turneringer i øvrigt.  Lysten til at rejse ud og tage med i andres turneringer har været lidt mindre i denne sæson, men vi har da vist flaget flere steder: Løgumkloster Byturnering (5) hvor Hans U. Christensen løb med turneringssejren, Vesterhavsturneringens juniorturnering   (2 deltagere fra Tønder), hvor Peter Jordt blev nummer 3,  GrandPrix i skoleskak i Vojens og Haderslev (i alt 5),  Amtsmester-skaberne i Skoleskak (14), hvor Peter Jordt vandt sin aldersbestemte række og er regerende sønderjysk mester i E-gruppen, DM i Skoleskak (2),  Holdmesterskaberne i sønderjydsk skoleskak (9 spillere), hvor det ene hold vandt sin række, Påskelyn i Løgumkloster (5) hvor Niels Falsig snuppede den samlede sejr. Lige nu løber 2006-udgaven af Løgumkloster Byturnering, og her er der 3 Tønder-spillere med.  Listen ville blive en del længere, hvis vi medtog de turneringer, som de ikke-herboende medlemmer har deltaget i, også selv om både Curt Hansen og Arne Matthiesen har været mindre turneringsaktive end set før.

 

 

Skakskolen

Skakskolen har igen været en lille succeshistorie. Selv om antal fremmødte er faldet til et niveau omkring 12 her sidst på sæsonen, så har der i perioder været op mod 20 deltagere. Kaj Elkjærs utrættelige og imponerende arbejde bliver påskønnet af de unge og deres forældre – og selvfølgelig også af os.

Det er derfor med en vis bekymring, at vi må acceptere, at Kaj siger, at nu er det andres tur til at tage over. Vi vil savne Kajs arbejde – og det vil han helt sikkert også selv, - men vi må se at få det bedste ud af det og finde en form, som de unge kan have glæde af, og som vi realistisk kan stå inde for.

 

 

Klubbens liv og tilstand iøvrigt

Andre aktiviteter: Vi har medvirket ved Handelsstandens kulturnat, Tønder Kommunes sommeraktiviteter for skolebørn og ved Fåremærken. Og det vil vi sikkert alt sammen gøre igen i forsøg på at synliggøre klubben for omverdenen.  Vi har de sidste par år været knap så gode til at give pressen tilstrækkeligt meget stof om skak. Det må vi forsøge at ændre på.

Medlemstallet ligger stabilt for fjerde år i træk. Det ser ud til at nedgangen er stoppet, men der er langt op til vore velmagtsdage. Som i mange mange andre foreninger har vi alt for få medlemmer i alderen 20-50. Jeg ved ikke, hvordan man ændrer den tilstand – men jeg vil opfordre alle til gøre en indsats der, hvor vi nu hver især har mulighed for det.

Økonomien har det godt. Tak til vore annoncører og sponsorer.

Fremmødet i klubben varierer, men der er fornuftig opbakning til aktiviteterne.

Kommunikationslinierne, vor hjemmeside og klubbladet, bliver både plejet og brugt

 

Klubben fungerer ! 

 

                                                                                                                                   Niels Falsig

1. maj, 2006.